Lars Ahn Pedersen, Roskilde Avis 16-07-2025
Kok er til sin overraskelse blevet hotelvært, Kro er blevet løbet over ende, efter den igen tilbyder overnatninger.
Bygningen, der rummer værelserne, er fra 1980 og er blevet gennem renoveret. Da kokken Peter Møller overtog driften af Svogerslev Kro for snart fire år siden, regnede han med, at han som restauratør blot skulle lave mad. Han skulle snart blive klogere, og nu kan han så føje endnu en titel til sit CV.
For to måneder siden åbnede den gamle kro igen for overnatninger. Værelserne havde ellers stået tomme, siden de forrige ejere satte kroen til salg i 2019, og i første omgang var der planer om, at de skulle omdannes til ældrevenlige boliger.
– Det var i hvert fald ikke en del af min strategi, at jeg skulle drive hotel, siger Peter Møller.
Men da de planer ikke blev til noget, og flere og flere efterspurgte muligheden for at overnatte på kroen, begyndte han at ændre holdning.
– Tanken voksede i mig om, at værelserne hørte til kroen. Man har kunnet overnatte her i 300 år, og det skal man fortsat kunne, siger han.
Nyrenoverede værelser
De oprindelige bygninger til Svogerslev Kro blev opført i 1727, og kroen blev grundlagt ved kongelig resolution omkring 1756.
Bygningen, hvor de ni værelser ligger, er dog fra 1980, selv om den ser ældre ud. Det samme gør sig gældende for huset, der rummer de to juniorsuiter, en suite og en brudesuite, da det er fra 1950erne.
Vi har nærmest haft 100 procent belægning siden åbningen. Det har været meget overvældende.
Peter Møller, Svogerslev Kro
Begge er blevet renoveret helt ned til træværket i bindingsværket, så de stod klar til åbning i maj efter et års arbejde.
– Det er en ekstra gren i det at holde fest på kroen. Nu behøver man ikke længere at tænke på at køre hjem eller på at skulle ind til et hotel i Roskilde by, siger Peter Møller.
Overvældende respons
Umiddelbart var Peter Møllers forventning, at Svogerslev Kro skulle starte stille op og lade folk selv opdage, at der igen var overnatningsmuligheder.
– Men vi har nærmest haft 100 procent belægning siden åbningen. Det har været meget overvældende, siger han.
Det er både forretningsfolk, håndværkere og krogæster, som gør brug af værelserne, og det understreger behovet for mere hotel-kapacitet i Roskilde, som tidligere har været til diskussion.
Forude venter en plan om at få åbnet haven mellem kroen og hotelbygningerne, så gæsterne kan sidde og hygge sig i den.
– Som restauratør anno 2025 skal man ikke kun lave mad. Jeg opdager hele tiden nye opgaver, jeg skal varetage. Til september har jeg været her i fire år, og vi har haft travlt lige siden start, i takt med at vi får et større og større opland og bedre og bedre ry. Lige siden vi blev kåret til Årets Landevejskro, har vi haft stuvende fuldt, siger Peter Møller.
29-06-2025 German news
Det er godt at høre, at Svogerslev Kro endelig åbner igen efter en lang renovering. Det er vigtigt, at kroen bevares som et samlingspunkt for byen, da den har en stor historisk betydning. At der også bliver mulighed for at skabe boliger i området, kan være en god måde at sikre kroens økonomi på. Men det er vigtigt, at krohaven bevares som et friareal for alle byens beboere. Hvordan vil de nye ændringer påvirke kroens karakter og atmosfære?
26-06-2025
Det er fantastisk, at Svogerslev Kro endelig åbner igen efter en lang renoveringsperiode. Det er godt at se, at kommunen tager initiativ til at bevare kroen som et samlingspunkt for byen. At skabe boliger i værelsesfløjerne lyder som en fornuftig løsning for at sikre kroens økonomi. Men er det virkelig nødvendigt at ændre kroens karakter ved at tilføje ældrevenlige boliger?
Fra Svogerslev kros facebookside:
SVOGERSLEV KRO MED 4 FLOTTE STJERNER I BØRSEN ![]()
![]()
![]()
Vi har haft besøg af Ole Troelsø på kroen på en meget travl søndag – og hvilken ære. Men øv hvor vi ikke performede vores bedste.Hver eneste dag, resten af kroens levetid, skal vi sørge for at være bedre end denne aften. Fulde stuer, til fester og selskaber, gav desværre lidt ventetid i ala carten og en trist wienerschnitzel. På trods af, at vi ikke viste hvad vi kan, er vi utroligt stolte af den flotte artikel – og at den lille kro, kan trække så stor opmærksomhed fra Ole Troelsø, Børsen og Pleasure.Vi er så glade for den flotte velkomst og modtagelse, som I alle har givet os. Tusind tak for det!Og så har vi en masse projekter og nye tiltag, som vi glæder os meget til at dele med jer ![]()

Svogerslev Kro åbner igen.
Efter længere tids lukning i forbindelse med renovering og ombygning åbner kroen igen til oktober.
Kroens nye forpagter – Peter Møller. Mit navn er Peter – jeg er 32 år, bor i Roskilde og er den nye forpagter af Svogerslev Kro. Med respekt for stedets historie og kroens DNA, genåbner jeg til oktober, efter en renovering fra inderst til yderst. Det har i mange år været min store drøm at drive Svogerslev kro, så jeg glæder mig til endelig at kunne udleve den drøm ![]()
Vores ambition er at lave mad med afsæt i dygtigt håndværk, de bedste råvarer fra danske – og især lokale – producenter og servere det i afslappede og uhøjtidelige rammer. Rammer, der både er tro mod kroens lange historie, men som samtidig er frisket op og bragt frem i tiden i forhold til indretning og komfort. Vi serverer derfor både traditionel kromad – den lange tradition med flamberet peberbøf består – tilført et ala carte kort med nyt ”Peter Møller” pust. Frisk fisk, masser af grønt, godt dansk kød og sund, god mad til børn – men det skal vi nok fortælle meget mere om. Jeg glæder mig meget til at åbne dørene op til den nye kro og til at lave en masse god mad til jer! Vi ses fredag 1. oktober.
Roskilde Avis 9. september 2020.
Fortsat restaurant på Svogerslev Kro

Efter at Svogerslev Kro har været inde i en turbulent periode, hvor der var tale om, at den helt skulle nedlægges, vil kommunen nu med en ny lokalplan sikre, at kroen fortsat kan være samlingspunkt i byen.
– Vi har i Plan- og Teknikudvalget besluttet at starte arbejdet med en lokalplan, der slår fast, at kroen skal bevares med en restaurant og tilhørende selskabslokaler. På den måde håber jeg, at vi får skabt en stabil fremtid for dette vigtige knudepunkt i Svogerslev, siger formand for Plan- og Teknikudvalget, Jens Børsting
– Samtidig vil lokalplanen også give mulighed for at skabe boliger i de nuværende værelsesfløje. At opretholde et krav om værelser vil ikke give den økonomi, der skal til for at drive stedet, fortsætter han.Fælles friareal
Derimod er udvalget interesseret i, at krohaven bevares som et friareal for byen, hvor også stierne bevares og forbedres med ny belægning og sikker belysning.
– Samtidig skal forpladsen mod Svogerslev Hovedgade være offentligt tilgængelig både til udeservering og til parkering, siger udvalgsformanden.
Det er den nye grundejer, der har ønsket at ændre dele af Svogerslev Kro til ældrevenlige boliger og samtidig lave en mere tidssvarende restaurant i krostuen. Selve bygningen skal tilbageføres til den oprindelige arkitektur og form. Næste skridt er, at der udarbejdes et egentligt forslag til ny lokalplan for Svogerslev Kro med boliger.
Roskilde Avis – 17. august 2020. Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I Svogerslev Lokalhistoriske Forening ser vi det, der er ved at ske med kroen, som et skred i den forkerte retning. Vi må huske på, at kroen er- og har altid været et vartegn for byen. Hvvis den forsvinder, vil der jo ikke længere være noget som Svogerslev er kendt for. Derfor har vi den holdning, at vore lokale politikere og byrådet må stramme sig gevaldigt op i denne sag, så de ikke bare venter på at blive kørt over af en trommel. Når vi kigger tilbage på, hvad kroen har betydet for byen og området her, så har den altid været et samlingspunkt, både for det festlige og mere kedelige. Her har været alt fra fastelavnsfest til bankospil og meget andet sjovt. Tidligere har kroen også haft kriser, men så kom der nye folk og købte den, så den igen kom i sving, da det så mest sort ud. Alle disse gode mennesker ville vende sig i graven, hvis de vidste, hvad der nu er under opsejling. Hvis Svogerslev Kro forsvinder, vil byen også sygne hen, og det er vel ikke det, at man er ude på ?? Da kroen blev sat til salg, kom vi med den ide, at kommunen kunne købe den og lade alle foreninger i Svogerslev komme der. Men nej, det vil man ikke. Men nu må de så finde ud af hvad de vil. I Svogerslev Lokalhistoriske Forening vil vi kæmpe for, at kroen fortsætter. For det er et stykke kulturarv for hele området, fordi Svogerslev Kro er noget helt særligt med en historie gennem næsten 300 år. Hvis kroen lukker, hvor skal foreninger og lokale folk så holde møder og fester.
Svogerslev Lokalhistoriske Forening, Formand Hugo Madsen